26-09-2024
Ændrede vejrforhold gør, at vi skal se på vores bolig med nye øjne og sørge for, at den er beskyttet mod den største trussel, som er indtrængende vand.
En fyldt regnmåler er ikke længere usædvanligt på en sommerdag. Vi har gennem de seneste år oplevet større regnmængder og kraftige regnskyl, der har givet mange boligejere problemer med vand, der trænger ind gennem kælderdøre og op gennem kloakker.
2023 blev det hidtil vådeste år, siden man begyndte at foretage systematiske vejrmålinger, og meget tyder på, at vi også fremover skal forholde os til store nedbørsmængder. De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) vurderer desuden, at risikoen for oversvømmelser på grund af stigende grundvand sandsynligvis kun bliver større i fremtiden som resultat af klimaforandringerne.
Det bedste og vigtigste, du selv kan gøre for dit hus, er at rense dine tagrender og nedløbsrør, så du får ledt vandet væk fra husmuren.
Vil du have din bolig tjekket af en professionel, kan du få lavet et Klimatjek. Her får du en vurdering af boligens svagheder og risici for indtrængende vand samt forskellige løsningsmuligheder. Du får en grundig gennemgang af din bolig og en udførlig rapport med forslag til forbedringer, der vil sikre din bolig langt ind i fremtiden.