Mobilbanken
Sparekassen Nr. Nebel og Omegn
GRATIS - i Play Butik

27-03-2026
Det lokale pengeinstitut har haft endnu et godt år. Den gode udvikling er til gavn for hele det lokalsamfund som Sparekassen for Nr. Nebel og Omegn ønsker at støtte op om, og ser sig selv som en vigtig del af.
Sparekassen lægger stor vægt på at være til stede i lokalområdet på en god og ordentlig måde, og det har kunderne i høj grad vist, at de sætter pris på. Tætte relationer til kunderne er for sparekassen helt afgørende i en verden, hvor andre pengeinstitutter satser på stordriftsfordele og filiallukninger. Det er fortsat sparekassens overbevisning, at der er brug for en stærk lokal forankring for at træffe gode lokale beslutninger.
- Vi prioriterer højt, at kunderne har direkte kontakt til deres personlige rådgivere. Vi oplever en rigtig god dialog med kunderne, og den gode kommunikation er gjort mulig gennem en ihærdig og kompetent indsats af sparekassens 62 medarbejdere, siger Per Knudsen, direktør for
Sparekassen for Nr. Nebel og Omegn.
Basisindtjeningen er på 29,6 mio. kr., hvilket er 1,9 mio. kr. mere end sidste år. Indtjeningen er på et tilfredsstillende højt niveau. Der har været faldende renteindtægter, men det opvejes af et højere aktivitetsniveau hos vores kunder.
Overskuddet før skat for 2025 er på 35,4 mio. kr. og 28,0 mio. kr. efter skat. Med det ganske tilfredsstillende resultat er egenkapitalen nu på 450 mio. kr., og kapitalprocenten er historisk høj med 35,6 procent. Sparekassen er dermed blandt de mest solide i Danmark.
- Sparekassens gode soliditet og likviditet gør, at vi kan arbejde proaktivt med kunderne og for lokalområdet. Som vestjyder så gør vi ikke tingene mere komplicerede, end de er, og det tror jeg, at både medarbejdere og kunder sætter pris på, siger direktør Per Knudsen.
Sparekassen for Nr. Nebel og omegn er stiftet i 1869, og er en af kun to indskydersparekasser, der er tilbage i Danmark. Da sparekassen ikke har aktionærer eller garanter, der skal have del i et eventuelt overskud, kan man selv beslutte, hvad overskuddet skal bruges til. Sparekassen har
i de seneste år forhøjet sponsor-, sports- og kulturstøtten til en lang række af foreninger og den ydede støtte har både i 2024 og 2025 udgjort mere end en million kroner årligt.
Resultatet er blandt andet kommet i hus via forrentning af sparekassens store overskudslikviditet, men også gennem endnu flere forretninger med vores kunder. Indlån er steget med mere end 10% og udlån med 2,5%. Den relative lave udlånsvækst skal ses i sammenhæng med, at sparekassen samtidigt har vækstet med 11,9% i realkreditfinansiering i DLR Kredit. I 1. halvår 2025 havde sparekassen en udlånsvækst på mere end 10%, men en stor del af denne vækst var af midlertidig karakter, da der var tale om mellemfinansiering indtil kundens endelige finansiering kom på plads i 2. halvår 2025. Nedskrivninger på udlån og tilgodehavender har kun udgjort 0,4 mio. kr. og underbygger en stærk kreditbog, der ikke har været væsentligt påvirket af de senere års stigende renteniveau.

Mobilbanken
Sparekassen Nr. Nebel og Omegn
GRATIS - i Play Butik