Mobilbanken
Sparekassen Nr. Nebel og Omegn
GRATIS - i Play Butik

20-03-2026
Når årsopgørelsen fra SKAT bliver tilgængelig inden for kort tid, følger vi danskere ekstra godt med i vores økonomi. Det er helt naturligt – men desværre også noget, svindlere forsøger at udnytte.
I denne periode oplever mange nemlig falske henvendelser, hvor kriminelle udgiver sig for at være fra SKAT for at få adgang til personlige oplysninger.
Sådan arbejder svindlerne:
En typisk metode er falske e-mails eller SMS-beskeder, der ser ud til at komme fra SKAT. Beskederne indeholder ofte et link til en hjemmeside, der ligner den officielle. Her bliver man bedt om at indtaste oplysninger som kontonummer, MitID-oplysninger eller betalingskort.
Svindelmetoderne bliver hele tiden mere overbevisende, og derfor kan det være svært at gennemskue, hvad der er ægte, og hvad der ikke er. Derfor er det vigtigt altid at være opmærksom og tænke sig om, før man deler oplysninger.
SKAT vil aldrig bede dig om at oplyse personlige oplysninger som kontonummer, kortoplysninger eller MitID via e-mail eller SMS. Får du en henvendelse af den type, bør du være meget skeptisk.
Meget bliver typisk indberettet automatisk, såsom løn, rentebetalinger til banker og realkreditinstitutter og fagforeningskontingenter, men det er alligevel vigtigt at tjekke, om oplysningerne er rigtige. Det er nemlig i sidste ende dit ansvar.Der er en række fradrag, der ikke indberettes automatisk, og du skal derfor selv registrere dem. Har du ret til et fradrag, betyder det, at du skal betale mindre i skat. Det er derfor værd at bruge lidt tid på at sikre, at du ikke betaler mere i skat, end du behøver.
Det kan fx være håndværker- og servicefradragene for arbejdsløn til energiforbedringer eller visse typer renoveringsopgaver i din bolig samt til fx rengøring og havearbejde. Har du over 12 km på arbejde hver vej, kan du få kørselsfradrag for de dage, du ikke arbejder hjemme, er på ferie eller er syg.
Rentebetalinger til din bank eller realkreditinstitut bliver som sagt indberettet automatisk, men har du lånt penge af familie eller venner, skal du selv angive rentebetalingerne (husk dokumentation for aftalevilkårene).
Sidste år skulle 800.000 danskere betale restskat, fordi de ikke havde betalt tilstrækkeligt i 2024. Langt flere fik penge tilbage i skat, fordi de havde forudbetalt for meget i skat året før.
Hvis du vil være sikker på, at du ikke skal betale restskat til næste år eller får for lidt udbetalt i løbet af i år, så gå ind og tjek din forskudsopgørelse for 2026.
Ved at indtaste de korrekte oplysninger løbende, kan du sikre, at du løbende betaler det korrekte i skat. Det er især vigtigt, hvis der sker ændringer i din indkomst eller i dine fradrag i år sammenlignet med sidste år.
Det kan være, hvis du har købt eller solgt din bolig, hvis du har fået ny rente på dit boliglån, eller hvis du har omlagt dit realkreditlån eller fået nyt job.

Mobilbanken
Sparekassen Nr. Nebel og Omegn
GRATIS - i Play Butik