04-08-2021
Grænsen for brug af kontanter til betaling for varer og tjenester er pr. 1. juli 2021 sat ned fra 50.000 kr. til 19.999 kr. Den ny beløbsgrænse er fastsat under hensyn til på den ene side, at borgerne bevarer adgangen til at benytte sig af kontantbetaling, og på den anden side den risiko for hvidvask, der er forbundet med store kontantbetalinger. Kontantforbuddet gælder alle erhvervsdrivende, der ikke er omfattet af hvidvasklovens anvendelsesområde. Formålet med bestemmelsen er at forhindre, at der hvidvaskes ved at anvende store kontantbeløb til betaling for varer og tjenesteydelser.
Af §5 i hvidvaskloven fremgår således "Erhvervsdrivende, som ikke er omfattet af § 1, stk. 1, må ikke modtage kontantbetalinger på 19.999 kr. eller derover, hvad enten betalingen sker på én gang eller som flere betalinger, der er eller ser ud til at være indbyrdes forbundet."
Overtrædelser af kontantforbuddet straffes som udgangspunkt med bøde. I løbet af 2020 blev der udstedt bøder for overtrædelse af kontantforbuddet i omkring 80 sager. Fra januar til juni 2021 har SØIK startet efterforskning af 25 sager om overtrædelse af kontantforbuddet. Mange gange har den erhvervsdrivende ikke været opmærksom på, at det ikke er tilladt at tage imod 50.000 kr. eller mere. Med en grænse på 19.999 kr. vil det være sandsynligt, at der skal ske en stigning i antallet af sager, hvis ikke de erhvervsdrivende bliver gjort opmærksomme på kontantforbuddet.
Hvidvasksekretariatet opfordrer således de underretningspligtige - herunder særligt pengeinstitutter - til at orientere deres erhvervskunder om, at beløbsgrænsen er sænket pr. 1. juli 2021.