logo-snn

Nyheder

logo-slider
Dato:

21-03-2024

Overskrift:

Godt resultat i sparekassen smitter af på lokalområdet

Nyhedstekst:

Det lokalt forankrede pengeinstitut har haft et godt år. Sparekassen for Nr. Nebel og Omegn får nu endnu bedre mulighed for at støtte det lokalsamfund, som de ser sig selv som en vigtig del af.


Sparekassen for Nr. Nebel og Omegn er det eneste pengeinstitut med hovedkontor i Varde Kommune, og sidste år valgte rigtigt mange kunder at sige ja tak til at gøre forretning med sparekassen. Mange nye kunder trådte ind i en af sparekassens afdelinger, hvor de kunne trykke deres personlige rådgiver i hånden til en aftale om et fremtidigt godt samarbejde. Væksten i mængden af kunder er sket både blandt private og hos erhvervskunderne.


Vi lægger stor vægt på at være til stede i lokalområdet på en god og ordentlig måde, og det har kunderne i den grad vist, at de sætter pris på. Det er en fremgang, der i høj grad er sket gennem en omfattende og meget kompetent indsats af sparekassens 60 medarbejdere, og det kan jeg kun være yderst tilfreds med, siger Per Knudsen, direktør for Sparekassen for Nr. Nebel og Omegn.


Overskuddet før skat for 2023 på 48,8 millioner kroner er det bedste resultat siden pengeinstituttet blev stiftet i Nørre Nebel i 1869. Sparekassen er nu en af de få indskydersparekasser, der er tilbage i Danmark. Hovedsædet ligger fortsat i Nørre Nebel, og der er afdelinger i både Varde og Outrup. Med det gode resultat er egenkapitalen nu på 391 millioner kroner, og den lille sparekasse er dermed procentuelt blandt de mest solide i Danmark.


Vi er inde i en virkelig god periode, hvor vi med sparekassens gode soliditet og likviditet kan arbejde proaktivt med kunderne og for lokalområdet. Som vestjyder så gør vi ikke tingene mere komplicerede, end de er, og det tror jeg, at både medarbejdere og kunder sætter pris på, siger direktør Per Knudsen.


Resultatet er blandt andet kommet i hus via en større forrentning af sparekassens store overskudslikviditet, men også grundet en større volumen i sparekassen - både på ind- og udlånssiden. Nu vil man i Sparekassen for Nr. Nebel og Omegn i de kommende måneder se nærmere på, hvordan man kan understøtte lokalområdet endnu bedre. Ikke kun gennem investeringer, men også direkte sponsorater af initiativer, der peger fremad mod et stærkt og endnu mere bæredygtigt lokalområde.


Læs årsrapporten 2023 her

Image for news:
Kopi af Årsrapport

Mobilbanken
Sparekassen Nr. Nebel og Omegn
GRATIS - i Play Butik
Vis